HUSK

Ved mistanke om urinvejsinfektion vil vi gerne have du kommer i klinikken og
laver urinprøven hos os, vi undersøger den i mikroskop og du vil samme dag
få besked om du skal have antibiotika.

Alternativt kan du hente et urinprøvesæt, som findes på patienttoilettet og aflevere prøven næste dag, men husk at den helst ikke skal være mere end en time gammel.

Generel information om Blærebetændelse

Hvad er Blærebetændelse?

Blærebetændelse (cystitis) er en betændelsestilstand i urinblæren. Som regel er det bakterier fra tarmen, der giver blærebetændelse.

Blærebetændelse gør, at det svier og brænder, når du lader vandet. » Urinen kan være uklar og blodig. Mange føler trang til at lade vandet hele tiden, uden at der kommer ret meget urin ud.

Hvordan forløber sygdommen?

En blærebetændelse er som regel overstået i løbet af et par dage. I sjældne tilfælde kan sygdommen brede sig op i nyrerne og give » nyrebækkenbetændelse og eventuelt også » blodforgiftning.

Hvem får sygdommen?

Alle kan få blærebetændelse. Piger og kvinder har et kort urinrør, derfor får de lettere og oftere tarmbakterier op i blæren, end drenge og mænd gør.
Blærebetændelse er mest almindelig hos voksne kvinder. Hvis en voksen mand får blærebetændelse, har han ofte » forstørret prostata (prostata) eller » nyresten.
Hvis en dreng får blærebetændelse, kan han have en medfødt fejl i urinrøret, som gør, at han ikke får tømt blæren helt, når han tisser.

Hvordan smitter blærebetændelse?

Blærebetændelse skyldes de bakterier, vi har i tarmen eller lige omkring urinrørets munding (i skridtet). Der er altså ikke tale om egentlig smitte.

Hvad er årsagen til blærebetændelse?

Blærebetændelse skyldes, at der kommer bakterier op i blæren. Oftest er det bakterier fra tarmen, fx E. coli, men det kan også være de bakterier, du normalt har på huden i skridtet, fx Staphylococcos saprophyticus.
De to bakterier er årsagen til mere end 90% af alle tilfælde af blærebetændelse hos kvinder.

Undersøgelser

Lægen beder om en » urinprøve. Du bør tage urinprøven som en såkaldt midt-stråle-urin: Når du har tisset lidt, fører du det lille urinprøvebæger ind i urinstrålen og opsamler lidt urin.
Lægen kan med det samme se, om der er betændelse i urinen. Nogle gange dyrker lægen urinen for bakterier, og du får normalt svaret dagen efter.
Lad være med at tage urin med i et rengjort syltetøjsglas eller lignende. Lægen kan ikke bruge den urin til at dyrke bakterier fra. Det bedste er, at du tisser ned i det bæger, du får hos lægen, og at lægen derefter undersøger for bakterier m.m.
Du kan også købe et urinprøve-glas på apoteket.

Specielle forhold hos børn

Små børn kan have helt andre symptomer end voksne. Det kan være symptomer, som gør, at man ikke umiddelbart tænker på blærebetændelse.
De mangler måske appetit, kaster op, tager ikke på i vægt, har feber, trives ikke eller er irritable. Hvis et barn har haft blærebetændelse, bør lægen undersøge, om barnet har en medfødt misdannelse i blæren eller urinrøret.

Behandling

Hvad kan du selv gøre?

Hvis du er pige, skal du tørre dig forfra og bagud, når du er på toilettet, så du ikke får bakterier fra afføring op i urinrøret. Prøv at tømme blæren helt, når du lader vandet.
Kvinder, som ofte får blærebetændelse, bør drikke meget væske for at få skyllet blæren og urinrøret godt igennem.
Hos kvinder, som ofte får blærebetændelse efter samleje, kan det hjælpe at lade vandet lige efter samlejet. Hvis det ikke hjælper, kan lægen give dig et antibiotikum, fx trimethoprim eller nitrofurantoin, som du skal tage en tablet af efter samlejet.

Medicinsk behandling

Blærebetændelse kræver antibiotisk behandling. Valget af antibiotika og behandlingens længde er individuel, men afhænger af alder,  bakterietype, og andre lidelser hos patienten, du vil få relevant information i forbindelse med udstedelse af recepten og det er vigtigt at du kommer  med en urinprøve til kontrol efter behandlingen så vi kan sikre os  at infektionen er væk.
Har du » blodforgiftning, skal du have antibiotika som indsprøjtninger.

Gravide

Hvis du har bakterier i urinen, men ikke har nogle symptomer, skal du kun behandles, hvis du er gravid. Gravide med denne tilstand føder ofte for tidligt og har tendens til at få nyrebækkenbetændelse.